torsdag den 9. maj 2019

Regnvejr, Panik og Pandekager.

Ungerne er netop kørt med Torben til en helt almindelig, regnfuld forårsdag i den danske folkeskole, og her sidder jeg og skutter mig under et tæppe med varm kaffe og kigger på at dråberne triller ned af lugerne, og hamrer på ruffet imens fyret egentlig holder båden dejlig varm. Jeg er alligevel er lidt kuldeskær efter en nat med meget lidt søvn, og det kedelige vejr gør det ikke bedre... sådan en gang gråvejr er lidt demotiverende!

Jeg bliver inde idag, da jeg hverken skal til fysioterapeut, møder på skolen, tandlæger eller andet... vi tog hele turen med Sebastian igår og i forgårds hvor jeg fik ordnet blodprøver, speciallægebesøg på hospitalet, tandlæge besøg og tværfagligt møde med skole pga Sebastians udfordringer med det sociale, hvor vi prøver at finde ud af om han er traumatiseret og angst pga hans tidlige lange sygdomsforløb med indlæggelser og smerter eller om han har noget autisme. Heldigvis har vi en lille supermand det tager det hele i stiv arm.. han er jo desværre vokset op med det. Det er alt sammen lidt drænende, så idag bliver jeg under tæppet og drømmer mig væk til et år fra nu hvor vi gerne skal være nået ned omkring det franske forår, og forhåbentlig lidt bedre vejr.

I morgen tager jeg til Fanø for at lære "udvidet førstehjælp for langturssejlere" der handler om alt fra syning af sår, øjenskader, hovedskader, lægge drop og give sprøjter, til knoglebrud og medicinering af opstartende blindtarmsbetændelse. Vi spiller pladen fuld! Jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at få det med i bagagen og føle at jeg har noget jeg kan bidrage med, og føle jeg er klar hvis der sker noget med mine børn eller os.

Det var først for en uges tid siden jeg kom til at kigge lidt realistisk på det og tænke "kan jeg egentlig klare det her kursus, rent fysisk?" da jeg pludselig kom til at tænke på den 4 timer lange transport derhen, 8 timers undervisning med øvelser og fysisk deltagelse, sove i en fremmed seng og så op og have 8 timer mere, og 4 timers transport hjem. Heldigvis fandt jeg en løsning ved at være så fræk at skrive til deltagerene om der var nogen der ville følges, og nu skal jeg køre frem og tilbage med en mor og datter som også har båd i vores marina, så det bliver sikkert rigtig hyggeligt, og sparer mig for anstrengelsen ved selv at køre bilen, så jeg forhåbentligt bedre kan klare den lange undervisning.
Det bliver stadig mega hårdt, fysisk og psykisk og vil kræve nogle dages ro efterfølgende, men jeg glæder mig alligevel.

Jeg kiggede i kalenderen og der er nu kun 10 måneder og 19 dage til afgang! Jeg må indrømme det får mig til at panikke lidt! For jeg har jo slet ikke styr på hjemmeskolen endnu, har ikke lært flydende spansk og opfrisket mit fransk, har ikke lært alle de vigtige knob og udtryk (sejlerskolen går fint), har ikke fået lavet liste over havne vi vil besøge ned igennem kanalerne og videre ud til Gibraltar, mangler at lære om henkogning, lave gæsteflag, har ikke lavet liste over alt det jeg burde lave lister over! Båden er næsten klar, det er mere mig der halter bagefter. På trods af små daglige panik anfald, og stres over alt det jeg tror jeg skal nå, så ved jeg også godt at det nok skal gå. Jeg skal nok nå det hele, og det der spansk kan jeg jo også lære på turen mod spanien, og det der henkogning skal jeg jo bare kunne før vi krydser atlanten. Og så glæder jeg mig igen! Glæder mig til sol og varme, til spil og lange samtaler, stjernekig med samtaler om universet med ungerne, solop/nedgange, delfiner og verden under havet som over havet, sandslotte på paradisstrande og spændende anderledes mad. Jeg glæder mig til at opleve verden med Torben og børnene, og vise børnene alt det der er derude og se dem udvikle sig og forhåbentlig komme hjem som selvsikre små individer med en meget større forståelse for vores planet og dens befolkning.

Alt det der med søsyge, bådreperationer, sygdom og dårligt vejr, det gider jeg ikke tænke på idag, sådan en regnvejrsdag tænker jeg på det gode og hyggelige, og mon ikke jeg laver en stor portion eftermiddagspandekager til når ungerne kommer hjem og vi skal hygge i gråvejret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar