mandag den 25. marts 2019

Fødselsdag og forår

Igår var det Isabellas fødselsdag, 9 år blev hun, og jeg tror ikke at det er muligt at glæde sig mere end hun havde glædet sig! I 2 uger talte hun dagene ned, og kunne næsten ikke sove om natten, og det er endda uden det helt store planlagt, og gudske lov da, for tænkt hvor dårlig hun så havde været hvis vi havde planlagt en stor fest, den stakkels pige!


Morgenmad i pyntet cockpit , opvarmet naturligvis, farfar og hustru kom og spiste med. Derefter ud til Isabellas bedste ven, ponyen Malou, som man næsten skulle tro var hende der havde fødselsdag sådan som hun fik gulerødder og kæleri.  Det er virkelig dejligt at se hvordan Isabella lyser op når hun er sammen med Malou, og går og visker hemmeligheder ind i hendes store ører imens hun spiser græs og lytter opmærksomt. Det er Isabellas foretrukne lytter... en der aldrig bliver træt af hun snakker, og aldrig svarer igen... Perfekt!


Efter lidt frisk forårs luft , hvor solen faktisk lige var fremme og titte kort, så kørte vi i biografen og så Ternet Ninja, og jeg må indrømme at ham Anders Mattesen, han kan nu noget!
 Desværre blev isabella ramt af høj feber og fik mere ondt i halsen under filmen, så vi droppede bones, som hun ellers havde bestemt og glædet sig til, og hentede i stedet pizza med hjem og hyggede.

Alt i alt en rigtig god dag, med en lidt uheldig afslutning.. men så er det jo godt hun både får lov at fejre en til for klassen, og en for familien.


Vi er efterhånden kommet i forårshumør her i marinaen, og vi kan næsten ikke vente med at komme igang med forårsklargøring af båden! og hold op hvor hun trænger, efter en våd og blæsende vinter med pladrede vinterstøvler ind og ud af cockpit, saltvandssprøjt og gnubbende fendere der har sat sine mærker på fribordet, teaken der tigger om at få skyllet alt jord og mudder væk, og polering af alt det hvide gelcoat der er mat og mærket. Og ikke mindst, vi glæder os til at få vintermåtter og presenning af så vi kan få masser af lys og luft ind i Evy igen.


Det er blevet længere lyst, og vi kan mærke solen virkelig får fat nu, når vi sidder i cockpit teltet og nyder udsigten, og alle træerne og buskene på marinaen er begyndt at springe ud og det føles bare rigtig skønt. Det kan også mærkes på ungerne de dage solen er fremme, at de gerne vil ud og lege i stedet for at gemme sig for vejret nede i båden.


Jeg mærker også tydeligt hvordan solen trænger ind i mine celler og giver humøret en tak op ad efter en vinter nede i båden med vinduerne dækket til de fleste steder, og jeg glæder mig på min krops vegne til varmen kommer og lindrer mine led og fylder mig op med energi.


Der er nu kun 1 år og 3 dage til vi kaster fortøjningerne og sejler ud på eventyr.. det er altså lidt vildt!






Ingen kommentarer:

Send en kommentar