Førstehjælp og første dag på plaskeholdet.

Førstehjælpskursus... tjek!

Det gik simpelthen over alt forventning! Det var det fedeste kursus, og jeg mødte 23 fantastiske mennesker som alle er på vej ud i verden med hver deres historie!

Hele weekenden gik med sejlerhistorier, teamwork og tankespil.

Vi lærte at håndtere dæksmatrosen der er faldet 2,5m ned fra masten og bløder ud af øret, "Søren" der er faldet ned af trappen og har knoglebrud og indre blødninger i benet, "Mette" der har skåret sig under madlavnig og har pulserende blødninger fra underarmen, mavesmerter, malaria, røgforgiftning, hjertestop, underafkøling og meget mere! Og jeg siger bare... grissebassen til jul har ikke chance, den får jeg hurtigt syet sammen da jeg nu mestrer til fulde at sy sådan et svin sammen  på no time! ;-)

Jeg kunne dog godt have undværet øvelsen hvor vi alle skulle stikke sidemanden og sprøjte 1ml saltvand ind i lårmusklen på hinanden, bare for at prøve teknikken... jeg er stadig øm her 3 dage senere! (og det er ikke bare mig, de voksne mænd peb også ;-) )


Det var første gang jeg oplevede at sidde sammen med sådan en gruppe af ligesindede, som alle deler den samme drøm om at sejle ud i verden, og næsten er på vej. Det var en fantastisk følelse at sidde og dele drømme og planlægning, bekymringer og praktiske overvejelser med folk i "samme båd", bogstaveligt talt. Jeg håber helt sikkert på at møde nogle af dem ude i verden de næste par år.

Turen frem og tilbage gik lyn hurtigt i godt selskab med Katinka og hendes datter Laura, som var rigtig hyggelige at sludre med, og et par fantastiske søde damer!
Det tog mig et par dage i sengen at komme mig oven på weekenden, men det var virkelig det hele værd og kan stærkt anbefales.


Igår var det dagen hvor Sebastian ikke længere skulle kigge på når Isabella sejler optimist, og sammen med 4 andre friske unge småsøskende, startede han på det nyoprettede "krabbehold" som Torben underviser.
Første dag var de både ude i kajakker og optimister, dog uden sejl. Det var en skøn følelse at se de glade storsmilende unger der bare labbede det hele i sig, og pludselig følte sig en meter større.
I bedste Sebastian stil, endte han dog med at blive træt og give sig til at hyle op ude i sin kajak, fordi han  ikke kunne overskue at ro de sidste 5m ind til broen da han ikke gad mere, og jeg er ret sikker på de kunne høre ham helt inde i Holbæk centrum. 2 min efter da blæsten førte han índ til broen alligevel, og han proklamerede han aldrig skulle sejle kajak igen, glemte han dog alt om at være sur, da han fik tilbudt en tur i gummibåden ud af havnen og sejle stærkt med de andre unger... fantastisk!

Afslutningsvis var der saftevand, chokolade kiks og pølsehorn i klubhuset, og så var alt godt igen og det havde været en dejlig eftermiddag. Det er et klassisk eksempel på min dejlige dreng... han går fra glad til sur, til glad igen på få minutter, og det er jo sådan det er at være 7 år og stadig lærer at begå sig i verdenen.

Isabella var som sædvanligt super sej, hun sejlede som en der aldrig har lavet andet, og klarede både kryds ind og ud af havnen, og svær bro øvelse som en prof. og man kan ikke andet end at være stolt af dem begge! <3


Her er lige lidt billeder :

Regnvejr, Panik og Pandekager.

Ungerne er netop kørt med Torben til en helt almindelig, regnfuld forårsdag i den danske folkeskole, og her sidder jeg og skutter mig under et tæppe med varm kaffe og kigger på at dråberne triller ned af lugerne, og hamrer på ruffet imens fyret egentlig holder båden dejlig varm. Jeg er alligevel er lidt kuldeskær efter en nat med meget lidt søvn, og det kedelige vejr gør det ikke bedre... sådan en gang gråvejr er lidt demotiverende!

Jeg bliver inde idag, da jeg hverken skal til fysioterapeut, møder på skolen, tandlæger eller andet... vi tog hele turen med Sebastian igår og i forgårds hvor jeg fik ordnet blodprøver, speciallægebesøg på hospitalet, tandlæge besøg og tværfagligt møde med skole pga Sebastians udfordringer med det sociale, hvor vi prøver at finde ud af om han er traumatiseret og angst pga hans tidlige lange sygdomsforløb med indlæggelser og smerter eller om han har noget autisme. Heldigvis har vi en lille supermand det tager det hele i stiv arm.. han er jo desværre vokset op med det. Det er alt sammen lidt drænende, så idag bliver jeg under tæppet og drømmer mig væk til et år fra nu hvor vi gerne skal være nået ned omkring det franske forår, og forhåbentlig lidt bedre vejr.

I morgen tager jeg til Fanø for at lære "udvidet førstehjælp for langturssejlere" der handler om alt fra syning af sår, øjenskader, hovedskader, lægge drop og give sprøjter, til knoglebrud og medicinering af opstartende blindtarmsbetændelse. Vi spiller pladen fuld! Jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at få det med i bagagen og føle at jeg har noget jeg kan bidrage med, og føle jeg er klar hvis der sker noget med mine børn eller os.

Det var først for en uges tid siden jeg kom til at kigge lidt realistisk på det og tænke "kan jeg egentlig klare det her kursus, rent fysisk?" da jeg pludselig kom til at tænke på den 4 timer lange transport derhen, 8 timers undervisning med øvelser og fysisk deltagelse, sove i en fremmed seng og så op og have 8 timer mere, og 4 timers transport hjem. Heldigvis fandt jeg en løsning ved at være så fræk at skrive til deltagerene om der var nogen der ville følges, og nu skal jeg køre frem og tilbage med en mor og datter som også har båd i vores marina, så det bliver sikkert rigtig hyggeligt, og sparer mig for anstrengelsen ved selv at køre bilen, så jeg forhåbentligt bedre kan klare den lange undervisning.
Det bliver stadig mega hårdt, fysisk og psykisk og vil kræve nogle dages ro efterfølgende, men jeg glæder mig alligevel.

Jeg kiggede i kalenderen og der er nu kun 10 måneder og 19 dage til afgang! Jeg må indrømme det får mig til at panikke lidt! For jeg har jo slet ikke styr på hjemmeskolen endnu, har ikke lært flydende spansk og opfrisket mit fransk, har ikke lært alle de vigtige knob og udtryk (sejlerskolen går fint), har ikke fået lavet liste over havne vi vil besøge ned igennem kanalerne og videre ud til Gibraltar, mangler at lære om henkogning, lave gæsteflag, har ikke lavet liste over alt det jeg burde lave lister over! Båden er næsten klar, det er mere mig der halter bagefter. På trods af små daglige panik anfald, og stres over alt det jeg tror jeg skal nå, så ved jeg også godt at det nok skal gå. Jeg skal nok nå det hele, og det der spansk kan jeg jo også lære på turen mod spanien, og det der henkogning skal jeg jo bare kunne før vi krydser atlanten. Og så glæder jeg mig igen! Glæder mig til sol og varme, til spil og lange samtaler, stjernekig med samtaler om universet med ungerne, solop/nedgange, delfiner og verden under havet som over havet, sandslotte på paradisstrande og spændende anderledes mad. Jeg glæder mig til at opleve verden med Torben og børnene, og vise børnene alt det der er derude og se dem udvikle sig og forhåbentlig komme hjem som selvsikre små individer med en meget større forståelse for vores planet og dens befolkning.

Alt det der med søsyge, bådreperationer, sygdom og dårligt vejr, det gider jeg ikke tænke på idag, sådan en regnvejrsdag tænker jeg på det gode og hyggelige, og mon ikke jeg laver en stor portion eftermiddagspandekager til når ungerne kommer hjem og vi skal hygge i gråvejret.