Nu har jeg lavet en blog… jeg er blogger! godt så, men hvad skal jeg skrive? Hvad gider folk egentlig læse mig pladrer om side op og side ned? Jeg burde lave en plan. Sådan en velskrevet og gennemtænk plan for indhold, med en fin rød tråd til at holde det sammenhængende og organiseret så du som læser tror jeg bare har styr på det der bloggeri og helt sikkert er værd at læse med på. Men det dur jeg ikke rigtig til. Jeg er meget bedre til bare at tage det som det kommer, og skrive om hvad der lige falder mig ind den dag.. for det har jeg lært.

Jeg var engang meget mere ”Monica” fra tv serien venner. Du ved, hende der med det perfekte rene velorganiserede hjem, den perfekte værtinde med lettere rengøringsvanvid, lister og planer. Hende der altid inviterede gæster og vartede dem op, bagte kage til naboerne og havde masser af overskud? Jeps.. skyldig! Og det er egentlig ret fjollet sådan at gå rundt og tro at det er vigtigere lige at ordne køkkenet efter maden, frem for at bruge de dyrebare minutter sammen med ungerne før de skal puttes. Eller rende rundt som en hovedløs kylling flere timer før der kom gæster, for at sikre mig at der ikke var vasketøj eller rod synligt. For det er da så ligegyldigt!

Forestil dig: en kvinde, 33år gammel, lettere rengøringsvanvid, fuldtidsarbejde med forskning, 2 små børn og en mand der arbejder 50-60 timer, med 1-2 dage ude af landet om ugen. Hun prøver at få folk til at tro at alt er super duper, børnene spiser hovedsageligt økologisk hjemmelavet mad, og hun går enormt meget op i hvad andre tænker. Det var mig, hende der.

En dag i januar 2016 måtte jeg gå hjem fra mit job da mine fingre gjorde så ondt at jeg ikke kunne holde på en pipette, eller skrive på computer. Temmelig upraktisk! Man er faktisk mere afhængig af de der 10 strittende knogler end man lige går og tænker over i det daglige.

Det ømme bækken havde jeg lært at leve med, sådan da, men mine knæ var også blevet værre og værre de sidste par måneder, så jeg tog til lægen og blev sendt videre i systemet til udredning. Da mine hænder kun blev værre, og det samme med knæ og bækken, så kom jeg ikke tilbage på arbejde og blev derfor fyret efter et par uger. Det forstår jeg nu egentlig godt.

Arbejdsløs, sygemeldt, på smertestillende og uden at kunne gøre de ting jeg plejer uden at få rigtig ondt.

Den var ikke helt nem at sluge! Hverken for mig eller Torben. Jeg havde aldrig før tænkt over hvor meget af vores identitet vi forbinder med hvad vi laver. Men da jeg stod der, og fik af vide at jeg var ekstremt hypermobil og havde ”mistet min erhvervsevne som laborant 100% ” der væltede min verden lige og jeg følte mig som en kæmpe taber. Jeg var en skide god laborant, jeg havde styr på tingene, jeg fik gode resultater, jeg var rigtig glad for mine kollegaer, og jeg var mega stolt når folk spurgte hvad jeg lavede, for det var noget JEG havde udrettet, sådan helt selv!

Pludselig var jeg reduceret til ”sygemeldt, i udredning i systemet”(indsæt selv de himmelvendte øjne, korslagte arme og hånende ansigtsfolder)…MIG! Det var bare slet ikke fair at min krop skulle bestemme sådan over mig… forræderiske møg krop!

Det var heller ikke helt nemt for min kære mand at forstå hvad jeg gennemgik og at jeg havde fået nogle fysiske begrænsninger jeg ikke havde før. Så et års tid senere, tog jeg en drastisk beslutning om at vi skulle skilles.

Det blev vi, jeg flyttede og vi delte kongeriget i 2, prakkede ungerne en 7/7 på og så kørte det. Jeg tror jeg gemmer den historie til næste gang.

Det viste sig at det der skilsmisse noget var bare ikke lige os, så vi flyttede sammen igen efter et års tid, og så fik jeg min diagnose: Ehlers Danlos hypermobil type. Den er progressiv og bliver formentlig kun værre. Så sad Torben, ungerne og jeg der og tænkte…. Hvad så? Hvad gør vi nu? Og hvad betyder det for os alle sammen?

”lev livet mens du kan” var der vist engang en der proklamerede… og det lyder jo ikke helt tosset! Så vi hævede pensionsopsparingen, og alt anden opsparing, og så fløj vi til Holland og købte vores drømmebåd så vi kan sejle ud i verden og få nogle fantastiske oplevelser sammen som en familie imens jeg stadig er mobil nok.

I sommers solgte vi alle vores ejendele og møbler, flyttede ud i båden og gik i gang med den store opsparing og planlægning. Og her sidder vi nu! I Februar måned, på 48 fod, og glæder os ret meget til det der eventyr vi skal ud på lige om lidt. Altså, om lidt er ca. 414 dage, men hvem tæller.

Imens vi venter, og planlægger, så laver vi en masse på båden, og tænker mange tanker, og det er det jeg vil skrive om her på bloggen… mine tanker om det hele, hvad vi oplever og hvordan det påvirker os, både mig og os som familie. Så håber jeg bare det er noget du gider at læse om… ;-)

Her bor vi... Det ser koldt ud, men der er lunt og godt indenfor :-)