At bo på en båd

Nu er vores første vinter på båden snart ovre, og foråret begynder at titte frem ind imellem, med lune solskinsstråler i ansigtet og mildere vinde. Vintergækkerne  og erantis er fremme og over alt er der hvidt og gult og det er jo lige til at blive glad i låget af!

Da vi valgte at flytte ud på båden og bo her i 2 år før afgang, vidste vi ikke helt hvad vi gik ind til... vi kom fra et hus på ca 140m2 med 1200m2 have, gulvvarme og masser af varmt vand, og før nu ville jeg havde svoret at det var fysisk umuligt for manden min at tage et bad på under 20 minuter under skolhedt vand, men han overraskede mig og holder sig til de 5 min der er mindste køb på kortet i baderummet (han fik dog lov at bruge 15min juleaften, helt urimelig er jeg ikke).

Nogle ting vi har lært af at bo på en båd om vinteren:

*Mennesker afgiver enormt meget fugt når de sover... som i virkelig meget!

*At spare på vandet er en dyd (det er nemlig mega bøvlet at rulle den der store slange ud oppe fra toilettet og rulle helt ned til båden for at fylde vand på, den vejer jo et ton...mindst!!)

*At kondens er noget ham der nede i helvede har skabt for at genere os.. det kommer de mest uventede steder, og i enorme mængder! længe leve affugtere..

* At varme sokker er min ven, og man skal have flere par! gulvarme er ikke en luksus vi tilbyder ombord på Evy.

* At vi har alt alt for meget tøj der skal hænges op og tørre... det skal vi have lavet om på, for et   tørrestativ inde i båden med vådt tøj... er ikke praktisk! tørretumbling er dyrt, men nødvendigt.

* At mudrede vinterstøvler ikke hører til på en båd, siger jeg dybt frustreret og ofte.

* At varmt fedtstof fra en pande der rammer iskoldt vand i slangen fra vasken størkner ret hurtigt og   danner en prop... lærte jeg da vasken stoppede til.

* At det faktisk er ret hyggeligt og smukt at sidde med varm kaffe og se solopgangen hen over vandet, med   rimfrost på broen, sådan en vintermorgen.

Status på at bo på båden her efter første vinterer at vi mest elsker det! Vi nyder nærværet, de få m2 der skal holdes, hyggen ved at bo så tæt og at være så tæt på naturen og vandet.. ænderne der svømmer rundt i havnen, og naboskabet med vores med-fastliggere. De dårlige ting fylder heldig vis mindst.

Nu glæder vi os til foråret tager rigtig fat og vi kan smide vintermåtterne og få båden gjort fin igen, og komme ud på længere sejlture. Vi har allerede sejlet ud to gange, en i vinterferien og en i søndags, og det var bare en helt særlig følelse at komme ud på vandet og mærke båden bevæge sig i bølgerne, og glide igennem vandet, med solen i ansigtet, efter de lange mørke måneder i havn.

Morgenkaffen er drukket, ungerne er afleveret, så nu vil jeg folde noget vasketøj, og få ordnet de småting jeg skal idag, før ungerne skal hentes.

Rigtig god dag til dig!

Lidt billeder fra Februar :

Undskyldninger

I weekenden var der Boatshow i Fredericia.

Vi afleverede ungerne til udeleg i farfars skov, og satte kursen mod broen til lidt voksen hygge.. man kan jo ligeså godt slå to fluer med et smæk, og det der kærestehygge får vi jo nok ikke praktiseret helt så meget som vi gerne ville.

Så afsted med os... Basser og kaffe fra Cirkel K, solskin og tæt på forår i luften med kurs mod broen.

Turen var skøn, med musik i højtalerne, solen i øjnene og min søde kæreste som smilede kækt til mig og fik mig til at føle at det er sku da meget godt det her.

Vi ankom og fik parkeret i handikap sektionen, frem med kørestolen og mig i den, for sådan en halv dag rundt i hallerne er mere end jeg kan klare, så vi kom foreredt.

Inde i hallerne mødte vi en masse søde mennesker som vi faldt i snak med, både i FTLF boden, men også andre rundt omkring. Og så var det jeg opdagede noget jeg ikke har tænkt over før... Jeg undskylder hele tiden for mig selv og forsøger at "forklare".

Når folk ser mig sidde i kørestolen og spørger ind til sejlads og udfordringer, så begynder jeg straks at undskylde for at jeg sidder der i stolen. Jeg  kommer med " ja jeg kan jo godt gå, bare ikke så langt så stolen er jo en hjælp sådan en dag som idag" og hver gang jeg rejser mig for at snakke med folk i øjenhøjde eller kigge på noget så føler jeg igen trang til at forklare folk at jeg altså "er syg og ikke sidder der fordi jeg er doven, men altså ikke kan gå så langt ad gangen" og føler at folk kigger skævt til mig.

Jeg har tænkt meget over dette siden jeg kom til at bemærke at jeg gjorde det igen og igen i lørdags, og det er egentlig mærkeligt at jeg har den her trang til at undskylde mig selv hele tiden og føler lidt "skam" over at have brug for stolen. For det er jo ingen skam.. jeg er syg og har brug for hjælpemidler, selvom jeg ser "frisk og sund ud" som nogen siger, og det burde jeg ikke føle trang til at forklare eller undskylde.. men det gør jeg, så det er noget jeg må arbejde med at blive bedre til (vi tilføjer den til listen).

Det bunder jo nok i at jeg har været igennem den her lange process med sygemelding og kommune, kamp med forsikringen osv hvor jeg er målt og vejet, og har skulle forklare mig overfor speciallæger, forsikringsfolk, sagsbehandlere, praktiksteder, ressourceteams og behandlere, igen og igen, og at det er gået så hurtigt ned ad bakke at jeg ikke mentalt har haft mulighed for at omstille mig og acceptere at sådan er det nu. Men det kommer nok med tiden.. nu har jeg ro på og kan synke det hele.

Noget helt andet der skete på messen var at vi blev "genkendt"... af mennesker der havde set vores videoer på youtube og kunne lide dem! Og DET var jo en helt fantastisk følelse, at stå ansigt til ansigt med mennesker der følger os i denne her lettere vanvittige periode hvor vi prøver at få alt til at gå op i en højere enhed med klargøring af båd, sejlads, skole og børn, sygedom og livet generelt, og som som synes vi laver gode videoer og har en interssant historie at fortælle. Det var sjovt at opleve, og også lidt mærkeligt, da vi jo putter en stor del af os selv "der ud" og andre jo derfor "kender os" uden at vi kender dem retur.

Turen gik tilbage mod sjælland, og det gode ved sådan en 2 timers køretur hver vej, uden børn i bilen der skændes, er også muligheden for at sidde uforstyrret og snakke med sin partner in crime om alt muligt, og DET er fantastisk. En rigtig dejlig dag, der sluttede af med at vi hentede 2 friske unger der  havde været i skoven hele dagen og lige snittet buer og pile, og farfars kone syede lige pileholdere til begge... det er da bare det bedste i verden!

Nu har jeg lavet en blog… jeg er blogger! godt så, men hvad skal jeg skrive? Hvad gider folk egentlig læse mig pladrer om side op og side ned? Jeg burde lave en plan. Sådan en velskrevet og gennemtænk plan for indhold, med en fin rød tråd til at holde det sammenhængende og organiseret så du som læser tror jeg bare har styr på det der bloggeri og helt sikkert er værd at læse med på. Men det dur jeg ikke rigtig til. Jeg er meget bedre til bare at tage det som det kommer, og skrive om hvad der lige falder mig ind den dag.. for det har jeg lært.

Jeg var engang meget mere ”Monica” fra tv serien venner. Du ved, hende der med det perfekte rene velorganiserede hjem, den perfekte værtinde med lettere rengøringsvanvid, lister og planer. Hende der altid inviterede gæster og vartede dem op, bagte kage til naboerne og havde masser af overskud? Jeps.. skyldig! Og det er egentlig ret fjollet sådan at gå rundt og tro at det er vigtigere lige at ordne køkkenet efter maden, frem for at bruge de dyrebare minutter sammen med ungerne før de skal puttes. Eller rende rundt som en hovedløs kylling flere timer før der kom gæster, for at sikre mig at der ikke var vasketøj eller rod synligt. For det er da så ligegyldigt!

Forestil dig: en kvinde, 33år gammel, lettere rengøringsvanvid, fuldtidsarbejde med forskning, 2 små børn og en mand der arbejder 50-60 timer, med 1-2 dage ude af landet om ugen. Hun prøver at få folk til at tro at alt er super duper, børnene spiser hovedsageligt økologisk hjemmelavet mad, og hun går enormt meget op i hvad andre tænker. Det var mig, hende der.

En dag i januar 2016 måtte jeg gå hjem fra mit job da mine fingre gjorde så ondt at jeg ikke kunne holde på en pipette, eller skrive på computer. Temmelig upraktisk! Man er faktisk mere afhængig af de der 10 strittende knogler end man lige går og tænker over i det daglige.

Det ømme bækken havde jeg lært at leve med, sådan da, men mine knæ var også blevet værre og værre de sidste par måneder, så jeg tog til lægen og blev sendt videre i systemet til udredning. Da mine hænder kun blev værre, og det samme med knæ og bækken, så kom jeg ikke tilbage på arbejde og blev derfor fyret efter et par uger. Det forstår jeg nu egentlig godt.

Arbejdsløs, sygemeldt, på smertestillende og uden at kunne gøre de ting jeg plejer uden at få rigtig ondt.

Den var ikke helt nem at sluge! Hverken for mig eller Torben. Jeg havde aldrig før tænkt over hvor meget af vores identitet vi forbinder med hvad vi laver. Men da jeg stod der, og fik af vide at jeg var ekstremt hypermobil og havde ”mistet min erhvervsevne som laborant 100% ” der væltede min verden lige og jeg følte mig som en kæmpe taber. Jeg var en skide god laborant, jeg havde styr på tingene, jeg fik gode resultater, jeg var rigtig glad for mine kollegaer, og jeg var mega stolt når folk spurgte hvad jeg lavede, for det var noget JEG havde udrettet, sådan helt selv!

Pludselig var jeg reduceret til ”sygemeldt, i udredning i systemet”(indsæt selv de himmelvendte øjne, korslagte arme og hånende ansigtsfolder)…MIG! Det var bare slet ikke fair at min krop skulle bestemme sådan over mig… forræderiske møg krop!

Det var heller ikke helt nemt for min kære mand at forstå hvad jeg gennemgik og at jeg havde fået nogle fysiske begrænsninger jeg ikke havde før. Så et års tid senere, tog jeg en drastisk beslutning om at vi skulle skilles.

Det blev vi, jeg flyttede og vi delte kongeriget i 2, prakkede ungerne en 7/7 på og så kørte det. Jeg tror jeg gemmer den historie til næste gang.

Det viste sig at det der skilsmisse noget var bare ikke lige os, så vi flyttede sammen igen efter et års tid, og så fik jeg min diagnose: Ehlers Danlos hypermobil type. Den er progressiv og bliver formentlig kun værre. Så sad Torben, ungerne og jeg der og tænkte…. Hvad så? Hvad gør vi nu? Og hvad betyder det for os alle sammen?

”lev livet mens du kan” var der vist engang en der proklamerede… og det lyder jo ikke helt tosset! Så vi hævede pensionsopsparingen, og alt anden opsparing, og så fløj vi til Holland og købte vores drømmebåd så vi kan sejle ud i verden og få nogle fantastiske oplevelser sammen som en familie imens jeg stadig er mobil nok.

I sommers solgte vi alle vores ejendele og møbler, flyttede ud i båden og gik i gang med den store opsparing og planlægning. Og her sidder vi nu! I Februar måned, på 48 fod, og glæder os ret meget til det der eventyr vi skal ud på lige om lidt. Altså, om lidt er ca. 414 dage, men hvem tæller.

Imens vi venter, og planlægger, så laver vi en masse på båden, og tænker mange tanker, og det er det jeg vil skrive om her på bloggen… mine tanker om det hele, hvad vi oplever og hvordan det påvirker os, både mig og os som familie. Så håber jeg bare det er noget du gider at læse om… ;-)

Her bor vi... Det ser koldt ud, men der er lunt og godt indenfor :-)